Billund Lokalkomité

I Billund lokalkomité formidler vi Hjerteforeningens budskaber om forebyggelse samt oplyser om hjertesygdom i lighed med landets øvrige lokalkomiteer.

Vi arrangerer f.eks. foredrag og har motionsaktiviteter på Hjertestierne i Sdr. Omme, Hejnsvig, Grindsted og Vorbasse. Vi bakker op om Hjerteforeningens landsdækkende kampagner med lokale aktiviteter som f.eks. blodtryksmåling.

Du kan se alle vores aktiviteter i kalenderen.

Har du lyst til at være frivillig i Hjerteforeningen, så kontakt én fra bestyrelsen, som kan fortælle mere om arbejdet i lokalkomiteen. Vi vil meget gerne have flere mænd og kvinder i foreningen, da flere medlemmer kan give nye ideer til udbredelse af kendskabet til foreningen.

Det er ikke en betingelse, at man selv har en hjertesygdom. Pårørende er meget velkomne til at dele erfaringer og komme med forslag til aktiviteter.

Hjertestier i Billund Kommune:

Grindsted - Hejnsvig - Sdr. Omme - Vorbasse

10 gode grunde til en gåtur:
  1. Du forbedrer dit hjertes og kredsløbs funktion- særligt hvis du er ude af form
  2. Du forebygger forhøjet blodtryk
  3. Du forbedrer musklernes stofskifte og evnen til fedtforbrænding
  4. Du øger musklernes følsomhed over for insulin - forebygger således sukkersyge
  5. Du styrker sener og muskler og forebygger knogleskørhed
  6. Du styrker dit immunforsvar
  7. Risikoen for stress, angst og depression mindskes
  8. Gang giver sjældent skader. Især hvis du husker at begynde roligt og gradvist øger distance og tempo
  9. Du kan næsten gå alle steder – og gang kræver et minimum af udstyr
  10. Gang er en sikker og effektiv form for motion

Du kan få motion tæt på hjemmet ved at benytte den lokale hjertesti.
Vil du vide, hvor stierne findes: www.hjertestier.dk

Eller se lokalkomite arrangement: www.hjerteforeningen.dk/lkbillund

Hjerteforeningen er en af Danmarks største sygdomsbekæmpende organisationer med 112.000 medlemmer. Hjerteforeningen er en privat organisation, der arbejder for indsamlede midler. Hvert år giver Hjerteforeningen økonomisk støtte til mere end halvdelen af den danske forskning på hjertekarområdet, i alt omkring 25 mio. kr.

Hjerteforeningen arbejder med:
   • Forskning i hjertekarsygdomme
   • Forebyggelse af hjertesygdomme
   • Patientstøtte

Hjerteforeningen varetager hjertekarpatienters interesser over for beslutningstagere og sundhedsvæsen gennem en aktiv politisk indsats både internationalt og nationalt.
Foreningen er organiseret i 81 lokalkomiteer, tre patientklubber og syv motionskomiteer. Hjerteforeningen driver rådgivningscentre i syv af landets største byer.

bliv medlem gratis