Styring af hjertet
Enhver muskel i kroppen aktiveres af et elektrisk signal fra en eller flere nerveceller. Det gælder også hjertemusklen, men de nerveceller, der aktiverer hjertemusklen er anderledes end andre nerveceller. For det første kalder man de nerveceller der forsyner hjertemusklen med elektriske signaler for ”det elektriske system” eller ”ledningssystemet”.
Hjertets elektriske system er specielt, fordi det udsender rytmiske signaler af sig selv - i modsætning til normale nerveceller, som skal aktiveres fra hjernen. Hjertes elektriske system signalerer ca. en gang hvert sekund til hjertemusklen, at den skal trække sig sammen. Hvis man tager hjertet ud af kroppen og nedsænker det i saltholdigt vand, vil det fortsætte med at slå.
Normalt begynder den elektriske impuls i hjertet i højre forkammer, når en særlig gruppe celler (sinusknuden - også kaldet hjertets "pacemaker") udsender et elektrisk signal. Dette signal forplanter sig gennem forkamrene og videre til AV-knuden. Det elektriske signal får forkamrenes muskelceller til at trække sig sammen, så forkamrene pumper blodet ned i hjertekamrene. AV-knuden er den eneste elektriske forbindelse mellem forkamre og hjertekamre. AV-knuden bliver til 3 ”elektriske motorveje” som løber ned igennem hjertekamrene, og som videresender det elektriske signal til alle muskelcellerne i hjertekamrene. Efterhånden som det elektriske signal forplanter sig til hele hjertekammeret, så trækker hjertekammeret sig sammen og pumper blodet ud i kroppen .
Det er dog ikke kun hjertets eget elektriske system, der bestemmer, hvor hurtigt hjertet slår. Nerver fra hjernen kan få hjertet til at slå hurtigere eller langsommere. Hjertet slår fx hurtigere, når man er fysisk aktiv. Hormoner, der udskilles i kroppen under stress, kan også ændre hjertets hastighed.
